En af Brøndbys bedste angribere gennem tiderne arbejder i dag som montør af mobilmaster. Oven i købet i Parken, ærkerivalernes hjemmebane. Vi tog med på en helt almindelig arbejdsdag.
“Du kan ta’ den fra den anden side, så er den igennem … jeg kan ikke se en skid ...”
Ruben Bagger og hans makker Ronnie Luckow er på arbejde i et hjørne af Parken, bag B-tribunen, tæt ved iskiosken. De er ved at installere kabler til et netværk.
Den 42-årige tidligere fodboldstjerne har arbejdet for firmaet Eltel, siden han stoppede karrieren i 2007. Mange husker ham som en ledende figur på et af de mest succesfulde Brøndby-hold i historien. Det vender vi tilbage til. I dag er Ruben Bagger nemlig at finde på det almindelige arbejdsmarked.
“Det var lidt en tilfældighed, at jeg fik arbejde hos Eltel. Min svigerfar var ansat her, og jeg var inde at få en kop kaffe med den daværende chef, som spurgte, om jeg ville arbejde for dem,” beretter han.
Sidemandsoplæring
Ruben Bagger slog til. Efter 14 år som professionel fodboldspiller – alle i Brøndby – skulle han ud på arbejdsmarkedet som ufaglært, og Eltel var en god mulighed.
“Det var en spændende udfordring. På en måde er det lidt som på fodboldbanen; man skal ta’ udfordringen, gøre et stykke arbejde, og jeg kan godt li’ udfordringer,” siger Ruben Bagger og påpeger, at han ikke var almindelig lærling.
“Jeg er stadig ufaglært, det var en slags sidemandsoplæring. Gør lige sådan, gør lige dit og dat, du ved, det var nyt for mig.”
I Parken summer det af aktivitet. Tilskuerpladserne er tomme en fredag formiddag i maj, men håndværkerne er i fuld gang, og maskinerne triller rundt på sidelinjen. Vi går med ned på grønsværen, hvor chaufføren i en gaffeltruck stikker hovedet ud og griner bredt.
“Hvad laver du her, din gamle Brøndby-spiller?!”
Stemningen er tydeligvis god blandt folkene. Men hvordan er det egentlig at have et almindeligt arbejde efter at have levet dét liv, alle drenge drømmer om?
“Det er fint. Nu har jeg jo spillet i Danmark, og her tjener man ikke så meget, at man kan læne sig tilbage resten af sit liv. Som 31-årig skrev jeg en femårskontrakt, og så vidste jeg jo, at jeg skulle ud at finde arbejde bagefter,” siger Ruben Bagger og trækker lidt på skuldrene.
Muligheder i fodbold
Da Ruben Bagger lagde fodboldstøvlerne på hylden for syv år siden, fik han mulighed for at træne Brøndbys damehold, der er blandt landets bedste. Der var bare et par forhindringer:
“Jeg var ikke interesseret, fordi de træner om aftenen – altså efter børnenes skole, og et job som fodboldtræner kræver også, at man er meget væk i weekenden,” siger Ruben Bagger.
Han har imidlertid ikke opgivet at blive en del af fodboldverdenen igen.
“Jeg elsker at se fodbold. Det er spændende at se, hvad spillerne gør rigtigt og forkert, men min tid er ikke til det lige nu. Vores tvillinger er 13 år gamle, og vores datter har Downs syndrom,” fortæller Ruben Bagger og påpeger, at der også er et andet problem.
“Som træner skal du have DBU’s trænerkurser. Det er lidt mærkeligt, siden jeg har langt mere praktisk viden end en person, der har været på DBU-kursus i 14 dage,” siger han og uddyber sin kritik:
“Hvis et firma skal ansætte en direktør, bestemmer firmaet jo selv, hvem de vælger. Her er det mærkeligt, at fodboldverdenen ikke værdsætter erfaring.’”
Guldkorn fra gamle dage
Ruben Bagger spiller i dag lidt oldboys-fodbold i Lejre med nogle venner. I Brøndby har han spillet sammen med landsholdsspillere som Peter Møller og Ebbe Sand, og Ruben Bagger var med, da Brøndby vandt tre mesterskaber i træk i 90’erne. Han var også med i 1998, da klubben røg i en skræmmende Champions League-gruppe med FC Barcelona, Bayern München og Manchester United. De to sidstnævnte nåede finalen dét år, og United tog titlen med Peter Schmeichel som anfører.
“Dét United-hold er det bedste hold, jeg har spillet mod. Vi slog Bayern 2-1 i Parken, men vi var aldrig i nærheden af United, de var bare hurtigere end os i alt,” fortæller Ruben Bagger, inden han giver sit bud på sin største oplevelse i den gule trøje:
“Kampen mod Karlsruhe i UEFA Cup’en i 1996 var den sjoveste, jeg har været med til. Vi tabte 3-1 hjemme og skulle nu op mod et stærkt Bundesliga-hold i Tyskland. Så vandt vi 5-0.”
Ruben Bagger scorede det første mål i en kamp, de stadig taler om i Brøndby.
Tilbage i Parken, en majdag i 2014, skal der lægges kabler, og den gamle fodboldstjerne kalder på sin makker, 36-årige Ronnie Luckow, som har arbejdet med Ruben Bagger i seks år. Ronnie er FCK-fan, men det skaber ingen problemer, kun drillerier.
“Alle kan enes med Ruben. Han er verdens flinkeste fyr. Og så er Eltel faktisk et Brøndbyfirma. Alle cheferne og de fleste ansatte holder med Brøndby, så jeg tror, han trives meget godt,” siger kollegaen.
CV – Ruben Bagger • Født den 16. januar 1972 • Klub som professionel: Brøndby fra 1993 til 2007 • Superligakampe: 243, 64 mål • Arbejder i dag som installatør af mobilmaster for firmaet Eltel |