FC Midtjylland er som de første i Danmark i færd med at indføre et hyperavanceret overvågningssystem. Systemet kan spotte, om fodboldspilleren løber, som han bør – og endda om han er i dårligt humør. Elexperten.dk i Ikast har fået opgaven med installationen.
I den professionelle fodboldverden er det et spørgsmål om at have marginalerne på sin side, hvis man vil spille med, hvor det er rigtigt sjovt. Superligaens nuværende tophold, FC Midtjylland, har ambitioner om både at vinde det danske mesterskab og at komme i Champions League. Derfor har fodboldklubben haft den helt store pung fremme og investeret op imod 10 millioner kroner i et hyperavanceret overvågningssystem.
”Vi jagter de små procenters forbedring, der i sportens verden betyder rigtig mange penge. Med systemet får vi adgang til meget detaljeret viden om, hvordan den enkelte spiller præsterer fysisk i kampen. Og med den viden i baghånden kan vi tilrettelægge den fysiske træning, så den passer til den enkelte spiller,” fortæller Mads Bendiksen, der er ansvarlig for det nye overvågningssystem i FC Midtjylland.
Systemet installeres både på FC Midtjyllands træningsbane i Ikast og på kamparenaen i Herning. Hver spiller får en sensor i bukselinningen på shortsene. Scannere og tv-kameraer, monteret i masterne på stadion, kan så registrere, hvor langt spilleren løber – og hvor hurtigt.
”Hvor langt spilleren løber, er egentlig ikke så interessant,” fortæller Mads Bendiksen.
”Det er mere vigtigt at vide, hvor længe spilleren kan løbe i høj fart. Vi kigger efter træthed efter en intens periode i kampen eller træthed mod slutningen af kampen. Vi får altså en masse viden om, hvor fysisk fit den enkelte spiller er, og kan tilrette den fysiske træning, så den passer præcis til den enkelte spiller. Vi kan også se, om en spiller, der måske kæmper med en skade, er fit for fight – eller måske er træt efter fx en times spil,” forklarer Mads Bendiksen.
På lidt længere sigt er det meningen, at fodbolden skal udstyres med en sensor. På den måde kan man analysere, om spillerne er langsomme, fordi bolden bevæger sig langsomt – fx hvis begge hold er tilfredse med at spille uafgjort.
I første omgang skal systemet følge spillerne og give viden om løbemønstre. På sigt er det planen, at FC Midtjylland kan få mere avanceret viden, der kan anvendes taktisk.
”Hvis vi fx gerne vil have, at to spillere i midterforsvaret altid står tæt ved siden af hinanden, så kan systemet give viden om, hvad der sker, når de to spillere er mere end 18 meter fra hinanden. Vi får systemet til at vise os alle de videosekvenser, hvor de to spillere er over 18 meter fra hinanden. En anden funktion er, at systemet følger én bestemt spiller i en hel kamp. Så kan den mentale træner se, hvordan spilleren rent mentalt fungerer i løbet af kampen. Hvordan er spillerens mentale commitment; hvad udstråler spilleren?”
En sjov opgave
Det er Jan Møller og hans folk fra Elexperten. dk, der har fået opgaven med at installere det avancerede overvågningssystem på anlæggene. Der skal installeres scannere og videokameraer højt oppe i lysmasterne på stadion, og samtidig skal der trækkes en fiberforbindelse til kontrolcenteret, som etableres ved træningsstadionet i Ikast. I kontrolcenteret kan trænere og forskere så via deres
monitorer følge med.
”Som elektriker har jeg aldrig oplevet noget lignende,” fortæller Jan Møller, der er stolt af, at det er hans virksomhed, der har fået opgaven med installationen.
Hvordan sensorerne er konstrueret i systemet er en hemmelighed, og Jan Møller fortæller, at han og hans folk har fået at vide af de norske producenter, hvordan systemet skal installeres.
”Det er jo et utroligt spændende projekt at være med i – også for mine folk. Vi er også FCM-fans, og det gør arbejdet ekstra sjovt.”
Det sværeste ved opgaven bliver dog, at det hele skal foregå i højderne, siger Jan Møller:
”Der er 18 meter op til overkanten af tribunen, og samtidig må vi ikke køre på banen med liften. Men rent teknisk – der skal det nok lykkes, selv hvis der er noget, der driller eller bøvler, ” siger Jan Møller.
Fakta: Overvågningssystemet ZXY er udviklet i Norge. FC Midtjylland er den eneste danske klub med systemet. I Danmark er også et hold forskere fra Sektion for Idræt ved Aarhus Universitet med i projektet. Tanken er, at forskerne kan anvende data fra overvågningen til at udvikle nye træningsprogrammer. |