Hvor er installationsbranchen henne om 10 år? Hvilke udfordringer og muligheder byder arbejdsdagen på i år 2022? Tekniq har kigget grundigt i krystalkuglen, og visionen for fremtiden er klar: Der skal løbes hurtigere, men til gengæld bliver det sjovt.
Hvordan tror du, din arbejdsdag ser ud om 10 år? Skal du mon arbejde med de samme materialer, eller er der kommet nye intelligente løsninger på markedet, som har forandret den måde, som dine opgaver skal løses på? Hvad vil internettet betyde, og hvad med den stadig større udbredelse af smartphones? Og hvad nu med det dersens intelligente elnet – Smart Grid – kommer det til at betyde noget for opgaverne? Har alle husstande fået solceller på taget, eller er det måske små vindmøller, der skal installeres hos hr. og fru Jensen? Der er en myriade af muligheder de kommende år, men hvilke bliver de vigtigste, og hvad skal der ske, for at man som medarbejder eller leder i installationsbranchen kan have en spændende arbejdsdag? Med en vision for installationsbranchen i år 2022 giver Tekniq et bud på, hvilke trusler og muligheder der ligger forude.
VVS-installatør Søren Schmidt, indehaver af De Blå Mænd i Brønshøj, har som næstformand i Tekniqs bestyrelse været med til at udarbejde visionen.
Hvorfor har I lavet en vision for installationsbranchen i 2022?
“Det er en tradition, at vi kigger i krystalkuglen. Vi forsøger at se på, hvilke tendenser i samfundet der vil få indflydelse på vores kunders og leverandørers fremtid og dermed også vores medlemsvirksomheder i Tekniq. Sagen er, at vi som mennesker slet ikke er kreative nok til at forestille os, hvad der vil ske om nogle år. Se bare på, hvad der er sket med udviklingen inden for mobiltelefoner, det kunne ingen forudse. Men visionen er et bud på, hvad der kan komme til at ske, som kan bruges som inspiration for vores medlemmer,” siger Søren Schmidt.
Men det går jo meget godt. Hvorfor er det nødvendigt med en vision?
“Jeg tror, at hvis du spørger rundt blandt installatørerne, så går det ikke helt så godt, som det har gjort. Regnskabsmæssigt kunne det godt være bedre. På den måde lyder vi nok lidt som landmændene. Visionen er resultatet af en masse kloge hoveder, der har givet deres kvalificerede bud på, hvad der kommer til at ske. På den måde er visionen ikke vores ønskescenarie, men snarere en blanding af, hvad vi tror, og hvad vi ønsker, der skal ske for branchen. Og så er det meningen, at visionen peger på nogle områder, hvor du som medarbejder eller leder i installationsbranchen så kan tænke videre og lade dig inspirere.”
Hvad bliver de største udfordringer for branchen frem mod 2022?
“Den største udfordring bliver, at vi skal være ledere. I dag er vi stolte håndværkere, vi er folk, der kan vores kram. Vi kan lave en tagrende eller et kirkespir, men fremover skal vi være meget bedre til at være ledere af vores virksomheder. Tidligere har vi fokuseret på, at håndværket skal være i orden, og at kvaliteten skal løftes. Men det er altså en selvfølge og en naturlig del af forretningen i dag.”
Hvad mener du med, at I skal være bedre ledere?
“Vi skal fokusere mere på at være forretningsmænd. En god leder ser trusler, muligheder og efterspørgsel, og det er ikke længere nok at ville udskifte kundens slidte vandhane med en ny. Vi skal bruge vores håndværk og vores forretningssans til at sætte os ind i kundens behov, og så skal vi tilbyde kunden løsninger, der giver ham merværdi. Det vil fremtidens kunde nærmest tage for givet.”
Er der noget, som ikke bliver forandret i fremtiden?
“Der er intet, der er statisk, og verden er meget mere dynamisk, end de fleste kan gøre sig idé om. Men vi er tryghedsnarkomaner, og derfor er det nok også vores egen fantasi, der er vores værste fjende. Vi skal jo netop tænke ud af boksen, så både banken og fagforeningen ringer og siger ‘åh, det går aldrig godt’.”
Hvilke nye krav vil medarbejderne møde?
“Medarbejderne skal være meget mere forandringsparate. Vi i installationsbranchen har historisk set været dygtige til at omstille os. Hvor vi før lavede vand, varme og afløb, så laver vi i dag både solceller, pillefyr og en masse andre nye opgaver, så forandring er naturligt for os. Vi bliver mere og mere effektive, men det ændrer ikke ved, at medarbejderne skal uddanne sig og være åbne for de nye opgaver.”
I skriver i visionen, at det er nødvendigt at give VVS-branchen et bedre image. Hvorfor?
“Fordi med alle de forandringer, så bliver det også sværere og sværere at følge med for medarbejderne, og derfor har vi brug for at kunne rekruttere de bedste hjerner til branchen. Vores branche har nogle fantastiske muligheder, og vores medarbejdere er simpelthen gode og eftertragtede i hele verden, men det kan blive endnu bedre i fremtiden. Hvem siger, at det ikke er danskere, der tager til Kina og laver deres tekniske installationer?”
Søren Schmidt, indehaver af De Blå Mænd i Brønshøj, har som næstformand i Tekniqs bestyrelse været med til at udarbejde visionen.
FAKTA: VVS-branchen 2022: Udfordringer og udviklingsbehov Fremtidens udfordringer – hvordan ser verden ud i 2022?
Udviklingsbehov for VVS-branchen:
Læs mere i Tekniqs Vision 2022. |